Friday, November 30, 2012

HO HO HO... merry CAKE decorate. Julekager for børn og barnlige sjæle HO HO HO






Grundopskrift kagedej

Denne opskrift kan bruges til muffins eller som bradepandekage til figurudskæring.

250 g smør
250 g mørk chokolade
4 æg
250 g sukker
500 g mel
4 spsk. kakao
200 g hakkede valnødder


smør og chokolade smeltes sammen ved svag varme og køles af. Æg og sukker piskes luftigt og kakao, mel og nødder blandes og vendes forsigtigt i.  Den afkølede chokolademasse vendes i og kagen bages i en smurt form på ca. 20x30 cm. Eller fyldes i papirforme i en muffinform med 6-8 huller. Formene skal kun fyldes halvt op. Bag kagerne ved 175°i ca. 30 min. Muffins skal kun have 20 minutter. Tag kagen eller kagerne ud og lad dem afkøle. Lav en papirskabelon af et juletræ og skær kagen ud derefter. Pynt med guf og sukkerpynt. 

Sukkerpynt:

Til 3 portioner

Flormelis ca. 250 g 
Ca. 1 spsk pasteuriseret æggehvide
Frugtfarve gul, blå, pink, rød, ferskenfarvet eller hvad I ønsker – farverne kan også blandes så man kan lave sine egne nuancer.
Ca. 1/2 tsk eddike eller citronsaft

3 dekorationsprøjte med 3 stjernetylle – gerne i forskellige størrelser. Bagepapir

Kom flormelis i en skål. Kom ca. 1 spsk æggehvide i, tilsæt 1/2 tsk eddike og rør med en gaffel. Rør godt. Sukkermassen skal være så sej, at den tynger lidt nedad, men ikke slipper gaflen, når du løfter den. Tilsæt evt. mere flormelis eller æggehvide indtil den rette konsistens opnås. Del op i 3 skåle og farv glasuren ind i den farve I ønsker. Tilsæt evt. mere flormelis, hvis glasuren bliver tyndere. Kom de farvede masser i dekorationssprøjter og lav små blomster på bagepapir. Lad sukkerpynten tørre i 12 timer.

Gufglasur

Ummm ligesom det man får på gammeldavs kræmmerhusis.

3 pasteuriseret æggehvider
12 spsk flormelis
2 tsk friskpresset citronsaft

Pisk æggehviderne stive og kom så flormelis i, mens der piskes. Pisk til en sej glasur. Det tager ca. fem minutter før glasuren er som den skal være.