Sunday, February 13, 2011

ÅBNING AF GALLERIE 'INSIDE OUT' LIS KASPER BANG



Vi åbner gallerie i Stockholmsgade 23. Galleriet vil efterhånden vise skiftende udstillinger med udvalgte kunstnere. 

Første udstiller er LIS KASPER BANG med udstillingen 'INSIDE OUT'. 
Lis viser æstetiske fotografier, der samtidig undersøger dobbeltheden i det skønne. Under overfladen lurer uhygge og gru.

Om Lis Kasper Bang


NÅR SKØNHED BLIVER TIL GRU OG UHYGGE









 
Lis Kasper Bang fik som 18-årig et kamera af sin papfar i Sydafrika. Lige siden har hun søgt motiver, der kan mere end blot afspejle virkeligheden. Dualismen i hendes værker viser også hendes egen livsbane. Den høje pige fra Frederiksberg blev selv fotograferet som en af Danmarks mest efterspurgte modeller i en årrække.  Senere arbejdede hun som make-up-artist med at forskønne nye kolleger og skuespillere. Æstetikken har derfor været omdrejningspunktet for Lis og hendes kunstneriske udfoldelser. Gennem linsen ledte hun dog hele tiden efter det, der lå under overfladen af det smukke.
Søgen efter det uperfekte og skjulte i det smukke har gjort at Lis Kasper Bang  i dag sideløbende med karrieren som en af Danmarks bedste make-up artister også satser på kunsten.
 »Jeg er fascineret af modsætninger, og af, at det der er inden i os ofte føles længere væk og mere fremmed, end det vi kan se. I alle mine år i modebranchen har jeg tænkt over, hvordan al den skønhed kan forbindes med noget gru, noget mørke. Ikke fordi der er noget galt med alt det skønne, men for mig bliver det bare langt mere fascinerende og virkeligt, hvis det kombineres med tilværelsens skyggesider, gru og uhygge. Måske fordi jeg selv er melankolsk af natur” fortæller Lis Kasper Bang.
 Et af de store forbilleder er filminstruktøren David Lynch. En mand som, den 45-årige Lis Kasper Bang fornemmer, skaber sine film og malerier ud fra alt det, der tager over, når bevidstheden hviler sig.
»Det ser ud som om, han filmer sine drømme. Det giver ikke altid mening, men det behøver det heller ikke. Det er lidt det samme, jeg vil. Fotografere, indfange og vise mine og andres drømme«, siger hun.
I sin ungdom tilbragte Lis Kasper Bang en del år i Cape Town i Sydafrika, hvor hendes mor boede og stadig bor. Hun arbejdede som model og uddannede sig som make-up-artist, men fotograferede også det store, ukendte lands mange motiver. Mennesker såvel som den vilde natur.





 
 »Det var bare sådan almindelige ungdomsbilleder, ikke kunst. Men jeg kunne med det samme mærke, at det med at have kameraet og se verden igennem det og prøve at fortolke, hvad jeg så, tændte mig. Gennem mit arbejde på teater og forskellige danske film fra de senere år som ‘Rembrandt’, ‘Oh Happy Day’, ‘Kvinden der drømte om en mand’, ‘Mørke’ og ‘Kinamand’  har  jeg haft lejlighed til at eksperimentere meget med portrætter, når jeg for eksempel har fotograferet skuespillere, der skulle sminkes til en bestemt rolle, fordi forskellige muligheder skulle prøves af. Det har givet mig en masse visioner og ideer til, hvordan man kan skabe anderledes billeder af ansigter og mennesker. Også dem, vi kender godt i forvejen«, siger hun.
Privat er Lis Kasper Bang, der før sit ægteskab hed Lis Louis-Jensen, gift med skuespilleren Claes Kasper Bang. Han er også musiker og solist med kunstnernavnet ‘This Is Not America’ og debuterede med et album i 2010. Lis Kasper Bang stod for videoer og art work til gemalens musikalske project, og det gav hende mere mod på livet som kunstner.
På sin første solo-udstilling i København hos Nicoline Olsen i Stockholmsgade på Østerbro, vil man kunne se  fotografiske værker udført som posters og i andre materialer.


GALLERIET I STOCKHOLMSGADE 23 v/Nicoline Olsen
Stockholmsgade 23, 2100 København Ø, +4529262707, ndo@mail.dk, www.nicolineolsen.com