Thursday, July 15, 2010

Om refleksionens uundgåelighed Essay af Nicoline Olsen


Om refleksionens uundgåelighed (2000)

Forleden dag sad jeg og kiggede på min halvandet år gamle datter, som var i gang med at tegne. Jeg var så optaget af at se hendes streger, at jeg først kun så nysgerrigt på hendes hånd og papiret. De fine blyantstreger bevægede sig i et rytmisk mønster i diagonaler fra kant til kant på papiret.
            Selvfølgelig blev jeg imponeret - det gør enhver mor vel, som ser guldklumpen udfolde sig kunstnerisk - og med min meget moderne viden om børn og opdragelse ville jeg jo rose barnet, så jeg kiggede op for at fange hendes blik. Til min overraskelse så hun slet ikke ned på sin fine tegning. Hendes øjne var i stedet i gang med at se fjernsyn - uden lyd. Hm - tænkte jeg, mens alverdens betegnelser om børn og deres manglende koncentrationsevne - zapper børn, urolige børn, hyperaktive børn ... -  fløj gennem mit hovede. Sikke en mor jeg var, men pludselig som ud af det blå dukkede et helt andet billede op på min nethinde: Jackson Pollock i sit atelier med en stor bøtte maling, et kæmpe lærred og en masse streger. Jeg tror, det var fra en film, jeg engang havde set. Pollock løb rundt omkring lærredet, mens malingen fra bøtten fik lov at leve sit eget liv i troen på, at de vilkårligt frembragte krusedulletegninger ville skabe deres egen berettigelse med det ubevidste som drivkraft.

Det ubevidste var ved at være på mode, da Pollock trådte ind på kunstscenen. Anden verdenskrig havde medført en massiv immigration af kunstnere fra Europa til USA. Surrealisterne André Breton, André Masson, Yves Tangue og Salvador Dali var blandt tilflytterne. De var allerede anerkendte kunstnere med indflydelse og berømmelse og stod som repræsentanter for Vesteuropæisk kunst. Mødet mellem den europæiske kunstelite og den nye verden resulterede i, at de amerikanske kunstnere nedtonede deres mindreværd, som bundende i manglen på tradition, og gik til angreb på de europæiske ideer.
            Pollock (1912-56)  hørte til gruppen af amerikanske kunstnere, der senere er blevet kaldt abstrakte ekspressionister. Gruppen omfattede desuden Robert Motherwell (1915-91), Mark Rothko (1903-70) og Clifford Still (1904-80). Som surrealisterne havde de også interesseret sig for sindet krinkelkroge med Freud og Jung som inspirationskilder. Pollock var fra 1939-41 i jungiansk analyse, hvilket dengang var helt normalt for tidens intellektuelle. Begyndelsen på vor tids trend, hvor enhver Hollywood- og rockstjerne med respekt for sig selv har tilbragt mindst et par år i terapi.
            Pollock og hans gruppe søgte roden til kunsten i det førbevidste. De ønskede at udtrykket i kunsten ikke skulle være bundet af historisk tid, men udspringe af det tidløse og dermed førlitterære indhold. Altså et forsøg på at vende tilbage til de store fællesnævnere - arketyperne - med subjektet som katalysator. Metoden hertil var, at man skulle lade penslen føre af hånden og følelserne - ikke af hjernen.

Det har altid været svært for mig at forstå denne tankegang om, at det subjektive, og det alene, indeholder forløsning. Måske fordi jeg er europæer.
            Den europæiske kunst har altid været bundet til det fuldkomne. Hos grækerne i ideen om idealet og skønheden, i renæssancen i Kristus som menneske og mennesket som skaber, og i den moderne kunst er hoveedtemaet stadigvæk forholdet mellem subjekt og objekt, som er i fokus.
             Tænk på Picasso, der i sine seksuelt ladede billeder lægger vægten i beskrivelsen på det begærede. På Edward Munchs billede “Skriget”, hvor figuren sættes ind i landskabet således, at det er den fysiske verden, der udløser det menneskelige skrig. På Mondrian og Kandinsky, der vælger fornuftens redskaber: Geometrien og matematikken som formidlere af deres kunst. I dag kan nævnes Anselm Kiefer, som med sine monumentale og dystre værker kredser om katastrofen og tragedien eller vores egen Per Kirkeby, hvis malerier nærmest befinder sig i en tilbagevenden til organismetanken med naturen som idealet og forløser.
            Også Barnett Newmann (1905-70) tilhørte gruppen af abstrakte ekspressionister Han skrev i 1948 i essayet: “Det sublime er nu” om forskellen mellem de amerikanske og de europæiske kunstnere: “Vi er ved at frigøre os fra den hæmsko der hedder minder, associationer, nostalgi, myter eller hvad man ellers kan remse op om ting og sager, der har været rekvisitter for det europæiske maleri. I stedet for at skabe katedraler ud af Kristus, mennesket eller “livet”, skaber vi ud fra os selv, ud fra vores egne følelser. Vi skaber åbenbaringens selvindlysende billede, virkeligt og konkret; et billede som enhver kan forstå der vil betragte det uden at se det igennem historiens nostalgiske briller.”

Tilbage til Pollock. I 1948-50 maler han nogle af sine bedste billeder med “all-over” teknikken. Han går til værket fra alle sider. Lærredet ligger på gulvet og han bevæger sig hen over det med sine bøtter med maling og sine penselduske, hvor malingen drypper fra.
            Og sandheden er, at det rent faktisk lykkedes ham at skabe et helt nyt udtryk. Maleriets flade, der femogtredive år tidligere havde været igennem en revolution med kubismen, fik endnu et hug hos Pollock. I stedet for en afgrænsning af rummet i form skaber Pollock susende bevægelser, energiafladninger, der rytmisk, som en voldsom overture, bevæger sig hen over fladen. Maleriet bliver pludselig åbent, fordi det ikke længere vedkender sig en afgrænsning. Hverken i form eller motiv.           
            Tilbage står spørgsmålet om denne nyskabelse er et resultat af det ubevidste, eller om det ubevidste hæftes på for at anskueliggøre metoden? Pollocks svar på spørgsmålet er: “When I am in my painting, I’m not aware of what I’m doing...the painting has a life of its own. I try to let it come through”. For mig er det historien om hønen og ægget. Hvad kom først metoden eller refleksionen over metoden. Min datter har uden tvivl ikke reflekteret over de streger, hun satte på papiret den formiddag. Det har Pollock. Alene det at være i terapi er en refleksion over sig selv som individ, og de dybder man indeholder. Man kan vove at sige at jo mere terapi, des mindre ubevidst bliver man.
            Form og teknik forudsætter en kunnen og dermed en refleksion over materialevalget. Troen på at “noget” opstår af ingenting, har altid forekommet mig absurd. Jeg udelukker ikke at “noget” kan opstå ved en tilfældighed, men dette forudsætter også forsøget. Det vil sige, at man i forvejen er i gang med at afprøve muligheder. Og uden tvivl er ideen om, hvorledes materialerne skal bruges en velovervejet proces, som er opbygget gennem forsøg. Kontrol over form er derfor en nødvendighed for, at selve processen skal lykkes.
            At overgive sig totalt til det ubevidste, som Pollock påstår han gør, er også, med Robert Motherwells ord: “at blive slave”. Meget langt fra det at være kunstner, hvis man altså forudsætter, at kunstneren er reflekterende og ikke en eller anden fordrukken artist, der alene skaber sin kunst, fordi det ser fedt ud. Hermed ikke sagt at kunstneren ikke kan være alkoholiker, det kan han meget vel - Pollock var det - han kan bare ikke være en dum alkoholiker.
            Motherwell havde derfor også en anden forklaring på de vilkårlige kruseduller, som André Breton havde døbt “psykisk-automatismen”, end mange af hans samtidige i  bevægelsen: “Automatismen er faktisk meget lidt et spørgsmål om det ubevidste. Det er mere et smidigt våben til at opfinde nye former med.”
           
Så er vi igen tilbage til barnet. De evige forsøg og stræben efter at tilegne sig kundskaber. De fine streger på papiret bliver måske om mange måneder til et ansigt med to prikker og en streg, der buer let opad. Et smilende selvportræt. Pollock og de andre måtte den anden vej - fravige det de havde lært og set så tit: Form, figur og historie. De måtte springe atomerne for at se partiklerne bevæge sig rundt som den rene energi, eller samle dem i store metafysiske farveflader som i Mark Rothkos billeder, hvor kun tomheden kan høres.  Automatismen skabte en revolution indenfor billedkunsten. Ikke kun som ubevidst føleri, men i høj grad som en reflekteret dekonstruktion af den teknik og de motiver historien havde bygget op.